Sjællandsk kvindehjem

Jeg har et problem, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal løse. Det drejer sig om en genbo, jeg har. Hun bor ovre på den anden side af vejen. Jeg kan se, at forholdet mellem hende og hendes mand ikke er godt. De skændes tit, så man kan høre det. I går, mens jeg stod ved køkkenvasken og kiggede ud ad vinduet, så jeg, at han slog hende. Han langede hende en lussing. Hun faldt. Slog sig. Det var meget ubehageligt at se. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Hendes mand tog bilen og kørte væk. Han efterlod hende bare der på trappen op til deres hovedindgang.

Harme

Jeg nævnte det for min mand. Han blev naturligvis harm på kvindens vegne, men rådede mig til at blande mig udenom. Jeg havde ellers mest lyst til at gå over til hende og hjælpe hende op. Og det gjorde jeg. Hun græd. Jeg hjalp hende ind i deres hus og sørgede for at tjekke, at hun ikke havde slået hul i hovedet eller brækket en arm. Heldigvis var der hverken brækkede arme eller huller i hovedet. Hun takkede mig.

Jeg spurgte hende, om hun ville tale om det, der var sket. Det ville hun ikke. Hun sagde, at hun selv var skyld i det. Det undrede mig lidt. Det, jeg havde overværet så ikke ud, som om at det var hendes skyld. Jeg sagde ikke noget. Jeg fortalte hende, at hvis hun får ondt i hovedet eller generelt får det dårligt, så kan hun ringe efter mig. Jeg bor jo lige overfor, og det er nemt for mig at komme. Hun takkede mig. Jeg gik ind til mig selv. Lidt chokeret. Nej, faktisk meget chokeret.

Jeg kan bare ikke tro på, at hun virkeligt mener, at det var hendes egen skyld, at han slog hende. Og jeg havde ikke nogen idé om, at hendes mand kunne være voldelig overfor hende. Men den bemærkning, som hun havde sagt om, at det var hendes egen skyld vidner om, at det ikke var, første gang han slog.

Krisecenter / kvindehjem på Sjælland

Jeg satte mig ned ved min PC. Åbnede for Google og søgte efter ”Kvindehjem, Sjælland”. Min tanke er, at jeg vil være forberedt, hvis det sker igen – eller hvis hun pludselig beder om hjælp. Måske sker det igen. Måske får hun brug for hjælp, når hendes mand kommer hjem igen. Jeg ved det ikke. Så det er vel ikke til skade for nogen, at jeg ved, hvor jeg skal køre hende hen, hvis hun får brug for hjælp. Akut.

Mit problem er bare, at jeg ikke ved, hvor langt jeg skal/kan gå i mit forsøg på at hjælpe kvinden overfor. På den ene side synes jeg, at jeg burde overbevise hende om, at hun skal væk fra sin mand – i det mindste i en periode, indtil han kommer til fornuft og lærer, at han ikke opnår noget med vold. På den anden side, så kunne jeg forstå på kvinden, at hun helst ville have, at jeg ikke blander mig. Hvad gør man? Hvad har man pligt til i sådan en situation?