Din datter er taget på sommerlejr oppe i Norge. Hun skal være væk i mere end en måned. Faktisk er du slet ikke sikker på, at hun kommer tilbage i tide til at skulle starte i 1.g. Du er lidt bekymret. Men du kan faktisk godt forstå hende. Hun er vild med heste og har fundet den her lejr i Norge, hvor hun får lov til at passe en hest, som om den er hendes egen. Hun drømmer om at blive professionel rytter en gang. Hun ved da også, at det er urimeligt hårdt arbejde at nå dertil. Ikke desto mindre er hun overbevist om, at hun kan.
Hun er optaget
Hun har lovet at skrive til dig mindst en gang om ugen. Der er gået to nu. Og du har kun hørt fra hende en enkelt gang. Du forsøger at være tålmodig. Men lysten til at ringe hende op vokser og vokser. Har hun det godt? Er hun faldet af hesten og har slået sig halvt ihjel? Du bekymrer dig uden grund. Du skal se, der kommer nok en mail snart. Det altid sådan med ungdom — de er for travlt optaget af deres eget liv til at huske på at deres forældre hænger i det uvisse derhjemme.
Og ganske rigtigt: Du har lige tjekket din indbakke igen. Og her er mailen fra hende. Hun har det skønt, skriver hun. Hun fortæller om hesten — en robustbygget norsk hestefar, der skal være både stabil og modig under sadlen. Om naturen. Om de andre på lejren. Nogle er søde og deler hendes passion. Andre er lidt besværlige at tale med. Dejlig mail. Mailen dufter af søvn under åben himmel og hestens varme tæt på.
Men det irriterer dig, at hun beskriver stalden helt ned til den mindste detalje. Der mangler ikke en skrue, som hun ikke kender den norske betegnelse for. Og at hun hele tiden skriver om stalldører (ikke stalddøre) og hestebokser (ikke hestebokse) irriterer dig i den grad. Hun er da dansk — og hun kan ikke løbe fra det, eller jo, det kan hun åbenbart meget godt. Hun skriver på norsk. Hele ord, hele sætninger, hele hendes sind er på norsk nu.
Når sproget bliver en dør ind i et nyt liv
Det er fint, at hun lærer at tale norsk og sige stallvinduer i Norge — sådan med rigtig norsk udtale. Men altså, der er grænser! Du læser mailen flere gange. Er glad for den. Ser bort fra det med de norske gloser. Hvordan ville du selv have skrevet, hvis du var i hendes alder? Et smil på læben bryder frem. Du ved lige præcist, at du ville gøre det samme. Skrive om stallvinduer, stalldører og hestebokse i et flæng. Du gjorde det jo selv. Dengang for en del år siden. Dengang, da dine forældre gav dig lov til at tage til Sverige.
Sprogets magt — det var jo Sverige dengang
Du skrev bare alle gloserne på svensk. Hvad hedder det nu? Stalldörrar? Eller har de fundet ud af, at det er nemmere at sige stalddøre? Svenska er mere anderledes end norsk — nærmere og dog fjernere. Du overvejer, om du skal sætte dig til tastaturet og svare på hendes mail. Det store spørgsmål skal jo stilles: Kan hun undvære de skønne hestebokse og de norske stalldører om et par uger, så hun kan nå hjem til skolestart?
Men du tøver. Du beslutter, at du ikke skal svare hendes mail lige med det samme. Hun må gerne savne dig lidt, inden hun hører fra dig. Det vil give dig tid til at tænke over, hvordan du skal formulere dit spørgsmål uden at det lyder, som om du kalder hende hjem. Og du har brug for tid til at mindes ugerne i Sverige. De glemte år, hvor du selv lærte at tale anderledes, at tænke anderledes, at være anderledes. Du skal selvfølgelig også skrive til hende om det. Om hvordan det er at opdage, at man passer et sted, selvom — eller måske netop fordi — man ikke helt hører hjemme der. Om hvordan sproget bliver en hemmelighed mellem dig og det land, du elsker.
Måske er det ikke så dårligt alligevel, at hun skriver på norsk.