Røde aktiemarkeder

Danske aktier er skrumpet med gigantiske 20 % på et par måneder fra juli og frem i 2011. Spørgsmålet er, hvad du skal gøre, når så kraftig en nedtur finder sted.

Investering i aktier har en umådelig stor risiko. Det kan ikke gentages for mange gange. Og aktiekurserne er ikke blevet mere stabile i løbet af det seneste årti. Hvis vi ser på, hvor store udsvingene har været de sidste fem års tid og holder det op i mod 2000-2005, er der ikke mindre udsving i dag. I begge perioder er det sket, at en ren investering i aktier ville have været nede med 40 %, hvis vi måler det på årsbasis. Det må siges at være et mærkbart udsving, og det er noget af det vigtigste, vi gør opmærksom på, når vi giver investeringsrådgivning i Miranova. Faktisk vil jeg påstå, at det nok ER det største ansvar en investeringsrådgiver har på sine skuldre; at få dig som opsparer forklaret, hvor stor risikoen egentlig er, når vi rådgiver om investering i aktier.

Skal du trække dig ud eller blive

Langt de fleste aktieinvestorer har tabt penge den seneste tid. Når markedet falder, taber stort alle, så det er der ingen skam i. Men der er både argumenter for at holde fast og trække sig ud.

Rent psykologisk er det ærgerligt at trække sig ud med et stort tab. Det taler meget for at holde fast, da psykologerne har undersøgt os mennesker og kommet frem til, at det gør langt mere ondt at tabe penge, end det giver glæde at vinde penge. Men gør det alt for ondt at tabe penge, skal du skynde dig væk. Det må ikke forringe din livskvalitet – det er afkast slet ikke værd. Det er også en af de forhold som uafhængig investeringsrådgivning bør afdække – hvor meget risiko har du det godt med at tage?

Du skal også holde fast ud fra et skattemæssigt synspunkt. Gevinster kan gå hen at være skattefrie, hvis du har tabt en del på aktier. Du har nu en ”tabssaldo”, som bør udnyttes. Det er altså lettere at vinde pengene tilbage på aktier, hvor afkastet er skattefrit frem for obligationer, hvor du skal betale skat af afkastet.

Overvej det som følger. Du startede med en million kroner og har nu 800.000. Spørgsmålet er så; vil du genopbygge formuen med obligationer eller aktier? Hvis du bliver ved med at investere i aktier, er der ingen skat på gevinsten, før formuen igen er oppe på en million kroner. Det er noget bedre end at betale skat af afkastet af obligationer, indtil du igen rammer en million kroner.

Sælg din investering hvis økonomien tvinger dig

Men du kan også være ”tvunget ”til at sælge ud. Måske har du lånt penge til at investere for, og taber din investering mere, kan du ikke betale lånet tilbage. Her er gode råd lige meget – du bliver nødt til at sælge. Og du har desværre på den hårde måde lært, at lån og aktieinvestering helst ikke skal foregå på samme tid.