Jeg har altid vidst, at jeg ville nå til det punkt, hvor min krop ændrer sig igen. Klimakteriet. Overgangsalderen. Du ved. Det er noget, alle kvinder ved, at de skal igennem, og vi forsøger at forberede os på det så godt som muligt. Halvårlige tjek hos lægen. Mammografier, gynækologiske undersøgelser og almindelig sund fornuft. Vi har hørt om svedeture, vægtstigning, uregelmæssig menstruation og humørsvingninger. Vi tror, vi ved det hele. Vi hører om det. Vi taler om det.
Psykisk uventet udfordring
Alligevel havde jeg aldrig troet, at det ville ramme mig så meget og så hårdt – psykisk. Da jeg kom i overgangsalderen, gik min psykiske balance på linje. Jeg blev humørmæssigt uligevægtig, og det gjorde mig faktisk bange. Jeg kunne forstå alt det fysiske, der skete med min krop: varmebølger, søvnmangel og hormonelle udsving er håndterbare som fysiske symptomer. Men det psykiske – ja, det havde jeg ikke været forberedt på.
Jeg vidste godt, at man kunne have dage, hvor man nemmere blev ked af det. Men at man kunne have dage, hvor man bare kommer til at græde uden nogen grund, det var jeg ikke klar til. Det skete for mig. Jeg kom ind i en periode, hvor jeg bare græd og græd. Det var værre, end dengang min krop udvikled sig fra pige til kvinde. Dengang havde jeg også humørmæssige svingninger, men den ændring, der skete i min krop, var så voldsom, at jeg en dag besluttede, at jeg måtte gøre noget ved det.
psykoterapeut gjorde en forskel
Jeg søgte hjælp hos en
psykoterapeut i København
, så jeg kunne få styr på det hele – igen. Jeg fandt en psykoterapeut, som var meget forstående, og som hjalp mig meget. Hun var dejlig at snakke med. Det hjælp mig meget at få lov til at fortælle hende om den foragt, jeg var ved at bygge op overfor mig selv, fordi jeg følte, at jeg blev grim og gammel.
Her tror jeg, at hun fik sagt nogle temmelig hårde ting til mig. Måske var det nødvendigt. Men under alle omstændigheder, så fik hun lært mig, at med selvforagt kommer man ikke nogen vegne. Man får det bare dårligt. Hun lærte mig at se på min krop med andre øjne – mine øjne. Ikke modeverdenens øjne. Ikke de øjne, som taler om evig ungdom og uformindsket styrke. Det var befriende for mig at tale med hende, fordi hun også fik mig til at indse, at jeg i mange år blot havde gået og adopteret holdninger, der slet ikke var mine egne.
En transformativ periode
Det blev en meget spændende og vigtig periode i mit liv. Jeg fik åbnet for en del idéer og tanker om, hvordan jeg mener, jeg er. Nogle af dem viste sig at være rigtige. Andre var helt forkerte – opsamlede fra andres forventninger, ikke fra mig selv.
Jeg lærte at acceptere nogle hårdere virkeligheder: at jeg ikke længere er så stærk som for tyve år siden, at min hud ikke længere ligner en nitenårig piges, at jeg skal høre min krops signaler anderledes end før. Men jeg lærte også, at jeg har opbygget erfaring gennem årene, og at jeg kan bruge den konstruktivt. Jeg lærte at leve med den krop, jeg har, og at passe bedre på den uden foragt og selvhadskhed. Det var ikke nemt – det kan jeg love dig. Men det har givet mig så meget.
I dag er jeg igen glad. Og det er ikke trods klimakteriet, men fordi jeg tillod mig selv at møde denne livsfase med ærlig hjælp, råd og tid til at blive en anden udgave af mig selv.