Menu Luk

Elsker værktøj

Vi har været ude og se på et hus i går. Det ligger på en stille vej lige her i nærheden af, hvor vi bor. Vores tanker har nemlig længe kredset om, at vi gerne vil flytte til et sted, hvor der er mindre trafik på vejen lige uden for vores hus. Der var åbent hus, og vi havde tilmeldt os. Vi kunne gå derhen. Besøget ville kun vare en god times tid, og vores babysitter var villig til at bruge lidt af sin søndag formiddag på at se efter vores to små piger, imens vi var væk. Det er faktisk dem, der er grunden til, at vi overvejer at flytte. Jeg er nemlig så bange for, at en af dem skal rende ud på vejen og blive offer i en ulykke. Vi har godt nok låge til haven. Men man ved aldrig.

Skønt hus

Huset, vi så, var dejligt. Og den tilhørende have var vidunderlig. Der var dog ingen låge, så der er fri ind- eller udgang til vejen. Det var et stort minus ved ejendommen. Og prisen? Ja, vi kunne nok handle lidt med ejeren. Men alligevel. Jeg syntes, det var lige i overkanten af, hvad vi har råd til.

På den anden side. Hvis vi kunne overbevise ejeren om, at vi vil få udgifter til at lave nye elinstallationer og restaurere badeværelse og køkken, så kunne vi måske godt finde pengene, hvis han ville give et lille nedslag i prisen. Vi talte meget om det i går aftes. Min mand var også ret vild med huset. Han fablede om den vidunderlige kælder, hvor der er et rum, som bare står og venter på, at han indretter det til værksted. Min mand er meget glad for selv at gå og nørkle med projekter i huset og har i efterårets forløb selv slebet gulvet inde i stuen.

Elektrisk værktøj

Han lejede sådan et stort stykke el-værktøj, som nærmest ligner en kæmpe støvsuger. Man sætter bogstaveligt talt sandpapir på den, og så kører man med den på gulvet, og det bliver slebet. Det gav en masse støv, og vi gik da også med maske i et par dage, men efter en god lakering er gulvet simpelthen blevet så flot. Som fuldstændigt nyt. Og jeg har naturligvis fået støvsuget – ekstra grundigt. Vi er glade for, at han har fået shinet gulvet op. Det var hårdt tiltrængt. Og helt sikkert: Det vil sikkert hæve prisen, vi kan få for vores hus. Det skal vi da ikke ignorere.

Høvlebænke

Måske skal vi overveje det lidt mere alvorligt. Vi kan da kontakte en ejendomsmægler for at få en idé om, hvad vi kan sælge vores hus for. Og måske bliver det en realitet, at vi flytter over på den stille vej. Det ville være vidunderligt. Mine børn kan få en stor have at boltre sig i. Jeg kan få sat en havelåge op. Og min mand kan få plads til den ene af de to høvlebænke, han har arvet nede i kælderrummet. Den anden må stå ude i garagen. Den er for stor.