Julie er på hotel

Julie er en pige, der bestemt ikke er bange for at bestille noget. Derfor blev hverken hendes mor eller jeg overrasket, da hun for et par måneder siden ringede hjem fra København, hvor hun studerer jura, og fortalte, at hun havde fundet et job, så hun kunne supplere sin SU med en regulær indtægt.

Hun havde faktisk brugt en del tid på at søge forskellige jobs. Hun var jo nødt til at finde noget, der ikke krævede arbejde på fuld tid, for studierne skal også passes. Hun havde blandt andet kontaktet adskillige hoteller i København, fordi hun regnede med, at der på større hoteller findes mange deltidsjobs som stuepige eller anden form for rengøring.

Og på et tidspunkt gav hendes ihærdige søgen også gevinst. Hun fik et deltidsjob som medhjælper i køkkenet på et mellemstort hotel i København. Det indebar en del aftenarbejde, men det passede Julie fint, for så kom det ikke til at kollidere med de forelæsninger, hun skulle til på universitetet.

Lønnen var OK, fortalte Julie. Der var som udgangspunkt tale om mindsteløn, men da flertallet af hendes arbejdstimer lå om aftenen, kom der et lille tillæg oveni, så hun fik sig en fornuftig indkomst.

Julie har længe haft en kæreste, som også læser i København. De er dog endnu ikke flyttet sammen, men har faktisk i et stykke tid talt om, at hun lige så godt kunne flytte ind i hans lille ejerlejlighed, som hans forældre har investeret i til ham. De har også talt med hans forældre om, hvordan de i givet fald skulle ordne det med husleje, men hans forældre har meldt klart ud, at de har købt den lejlighed til deres søn, og hvis han vil have en kæreste boende, vil de ikke på nogen måde blande sig i det.

Men der er åbenbart også negative sider ved at arbejde så meget om aftenen, for Julies kæreste er blevet godt træt af aldrig at kunne være sammen med hende om aftenen, så han har sagt til hende, at det med at flytte sammen, skal de under alle omstændigheder ikke gøre, så længe hun har aftenarbejde, for han gider ikke sidde alene og kukkelure hver aften.

Så meget altså for hans tålmodighed. Julie mente ellers nok, at hun var temmelig forelsket i ham, men med så egoistisk en udmelding var der kommet skår i følelserne, så nu er forholdet på nippet til helt at revne, fortalte hun i telefonen i sidste uge.

Hun har i hvert fald besluttet, at hun vil fortsætte med sit arbejde i hotellets køkken, for selv om det er ret hårdt arbejde, kan hun lide det, og hotellets restaurantchef har faktisk nævnt for hende, at der måske kommer mulighed for, at hun kan skifte funktion og beskæftige sig med servering for restaurantens gæster i stedet.

Og det vil Julie også meget hellere, for hun elsker at omgås mennesker af alle slags, og da hun er en ganske præsentabel pige, er det da fuldt forståeligt, hvis hotellet mener, at de kan bruge hende til servering. Hun er også i god form, for hun bruger mindst en time hver dag på sit elskede løbebånd nede i kælderen.