Jeg fik mit ur igen

Det var faktisk en underholdende oplevelse, min kone og jeg var til i går. Politiet i vores by havde fået den glimrende ide at lave en udstilling af en lang række effekter, man havde beslaglagt fra forskellige tyveknægte, som det var lykkedes politiet at afsløre.

Mange af den slags tyvekoster finder nemt tilbage til de rette ejermænd, fordi politiet fra ofrene for tyverierne har fået en god beskrivelse – ofte med fotografier – af de stjålne genstande. Men tilbage er nogle tyvekoster, som politiet ikke umiddelbart kan finde de rette ejermænd til.

Vi havde indbrud i vores parcelhus for trekvart år siden og fik stjålet nogle af min kones smykker samt tre armbåndsure, vi havde liggende i en skuffe i soveværelset. Så da vi læste i avisen om den specielle udstilling af tyvekoster, besluttede vi os for at tage ind på politistationen for at se, om nogle af vores forsvundne effekter mon skulle være blandt de udstillede.

Men hvordan kan vi nu bevise, at det rent faktisk er mine smykker, hvis de viser sig at være med på udstillingen, spurgte min kone eftertænksomt. Jeg blev hende svar skyldig, men kom så i tanker om, at jeg ville kigge alle de digitale fotos, vi har liggende på computeren, igennem for at se, om der ikke skule være et eller flere af min kone, mens hun bar specielt den halskæde, som hun var mest ked af at miste.

Det var et godt initiativ, viste det sig, for der var faktisk flere billeder af min kone, der viste hende med både halskæden og en matchende broche, som også blev stjålet. På et andet billede fandt jeg mig selv med et af de to Seiko ur, som tyven havde fjernet fra vores hjem.

Jeg printede de relevante fotografier ud, og vi tog dem med ind på udstillingen den næste dag. Vi var begge meget overraskede over, hvor mange tyvekoster, der var tale om. Det vrimlede med bærbare computere, fladskærme og så selvfølgelig både smykker og ure.

Vi gik i gang med at studere tingene nærmere, og jeg undrede mig over en større samling af pulsure på et bord, for de er da ikke så voldsomt kostbare, at man skulle tro, en indbrudstyv gad interessere sig for dem. Men på den anden side foregår det nok tit på den måde, at en tyv bare tømmer en hel skuffe uden at gå nærmere i detaljer med, hvad han får ud af det.

Min kone kiggede nærmere på en hel lille samling af Guess ure, som åbenbart er populære blandt indbrudstyve. Hun havde selv mistet sådan et ur ved indbruddet i vores hus, og pludselig kaldte hun på mig, for hun mente at have fået øje på sit eget ur. Jeg tog de medbragte fotos frem, og det var helt tydeligt, at et af urene var min kones.

Der var også delvist held med hensyn til min kones smykker, for både halskæden og brochen var lagt frem på udstillingen, så dem fik hun igen. Jeg var mindre heldig, for mine to armbåndsure var der ikke.