Min gode veninde Janni, som jeg har kendt i snart 25 år, er en virkelig god veninde, som jeg altid har kunnet stole på. Hun og jeg er enige om det meste, men jeg må erkende, at hun – i hvert fald indtil nu – har lidt af en stor svaghed: Hun har tilbøjelighed til at vælge de forkerte mænd som faste partnere.
Dertil kommer, at det nok også godt kan kaldes en svaghed, at hun er meget hurtig til at beslutte sig for at gifte sig med en mand, hurtigt efter at hun har forelsket sig i ham. Det har betyder, at Janni nu har tre forliste ægteskaber bag sig. Hver gang troede hun, at hun havde fundet den rette, og hver gang kom ubehagelig realiteten efter nogle år eller måneder.
Skidt, siger hun bare spøgende, der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. For eksempel kommer man jo på flere bryllupsrejser, når man gifter sig flere gange, griner hun. Hun har altså også den fordel, at det ikke påvirker hende ret meget, når et parforhold går i stykker, og det har hver gang været hende selv, der har taget beslutningen om separation og skilsmisse. Hendes evne til at se det humoristiske i også de vanskeligste situationer er faktisk en af grundene til, at jeg holder så meget af hende.
Men denne gang tror jeg nu nok, at det er anderledes. Janni har forelsket sig igen for flere måneder siden, men hun er endnu ikke begyndt at tale om giftermål. Efter tre gange før, har hun tydeligvis lært noget. Hun venter, observerer, giver relationerne tid til at vise deres sande ansigt. Det er en ny Janni, klogere end før, mindre impulsiv.
Jeg har mødt hendes kæreste nogle gange efterhånden, og han er en helt anden og mere solid type end Jannis tidligere partnere. Han virker stabil, tanketagende og – det vigtigste – helt på plads med sig selv. Han er ikke noget eventyr, men en rigtig mand. Så hvis hun spurgte mig, kunne hun såmænd godt gifte sig med ham. Og så sjovt er det vel heller ikke at være single?
Og det gør hun også, for forleden dag fortalte hun mig, at han har friet til hende. Hun blev så blød i knæene, at hun bare slet ikke havde chancer for at svare andet end ja. Da hun havde sagt ja til ham, havde han sporenstregs inviteret hende på en bryllupsrejse, der siger spar to til alt, hvad Janni hidtil har oplevet.
Aloha Hawaii
Vi skal på en rejse til Hawaii, havde manden bekendtgjort. Janni var selvfølgelig ved at falde ned af stolen, og hun havde med det samme sagt noget om, at så var der da vist noget i hans økonomi, han havde holdt skjult for hende.
Ja lidt, havde han bare svaret, men Janni var egentlig også nærmest ligeglad. Faktisk ville hun nok også være ligeglad, hvis han havde dårlige økonomier – det vigtige var, at han havde tænkt stort for dem begge.
Han havde fortalt hende, at han tidligere havde været på to rejser til Hawaii, men det havde i begge tilfælde været arbejdsrejser. Han havde travlt, presset, ikke tid til at nyde de smukke øer langt ude i Stillehavet. Nu skulle det være anderledes. Han havde derfor besluttet sig for, at de skulle holde en to ugers bryllupsrejse – et ordentligt eventyr, ikke en snille tur hen over weekenden. Og ja, han havde selvfølgelig medregnet, at to dage skulle afsættes i hver ende til den lange rejse fra Danmark til Hawaii, en rejse som krydrer så meget mere på, når man flyver fra så langt væk.
Det er ikke kun rejsen, som fascinerer Janni, selvom to uger på Hawaii virkeligt er drømmen for de fleste. Det mest vidunderlige ved hele situationen er, at hendes tilkommende mand har lavet en skræddersyet rejse til USA. Han har tænkt på hende, planlagt for hende, drømt for hende. Han vil vise hende en del af verden, hun endnu ikke har set på den rigtige måde. Det er ikke bare penge eller luksus – det er tanker, omsorg og tid.
Janni er helt oppe på en lyserød sky. Det er ikke så meget på grund af den forestående bryllupsrejse til et så eksotisk sted – selv om det selvfølgelig ikke skadet. Det er på grund af, at hendes tilkommende mand har friet til hende, og hun ved, at denne gang handler det om noget helt tredje end tidligere. Hun ved, at hun endelig har valgt rigtigt.