Nu er det altså ikke en skyskraber i New York City, jeg bor i. Men det er en ret høj bygning. Vi har 16 etager. Så hvis jeg ikke er helt galt på den, så skal de der håndværkere, som vi har ansat til at renovere facaderne på bygningen i op i ca. 50 meters højde, når de arbejder højest oppe. Måske lidt højere i virkeligheden. Det er altså højere end Rundetårn. Og det er altså højt nok for mig. Jeg blev i hvert fald svimmel, da jeg besøgte Rundetårn for nogle år siden. Så jeg tænker, at der skal nogle helt specielle håndværkere til, for at entreprenøren kan klare opgaven: De må ikke lide af højdeskræk.
Griser de?
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at de kommer til at svine inde i bygningen. De skal jo ind og ud af den. Have deres materialer med og deres værktøj. Der bliver tryk på elevatorerne her i bygningen. Og så skal de vel også have branddørene til brandtrapperne åbne hele tiden. Her bliver en del træk. Det må vi, som bor her så, bare finde os i. De skal jo ud på stilladserne, så de kan lave deres arbejde. Åh, det bliver bare dejligt, når de er færdige med arbejdet. Og forhåbentligt kommer der ikke forsinkelser.
Selv bor jeg på 3. sal, så jeg kan egentlig være lidt ligeglad. Men hvad med dem der bor øverst oppe? Hvor længe skal de have deres udsigt ødelagt af stilladser og byggepladser?
Startede i går
De kom i går og begyndte at bygge stilladserne. Det gik faktisk ret hurtigt. Og jeg kunne se, at de også byggede en slags udendørs elevator. En kasse. Der var nogle personer, der tjekkede og tjekkede den elevator. Den kørte op og ned ved siden af stilladset. Da dagen var omme, var de åbenbart tilfredse. Jeg så dem gå fra vores bygning og give hinanden klap på skuldrene. ”Godt arbejde i dag”-agtigt. Her til morgen, så jeg så håndværkerne ankomme. Tidligt. Jeg er et A menneske og får altid gjort mest i de tidlige morgentimer. Bagefter kan jeg så være så doven, jeg gider. Håndværkerne gik hen til den der udendørselevator, og så kørte den ellers bare deropad.
Et såkaldt personhejs
Lidt efter kom der flere håndværkere. De arbejdede, og ja, jeg lagde faktisk slet ikke mærke til dem. Det var kun, da jeg var på vej ind ad døren efter at have været på indkøb, at jeg så en af håndværkerne. Han var på vej hen til kiosken, der ligger lige ved siden af vores bygning. Han hilste sødt på mig. Hjalp mig med mit indkøbsnet, som blev fanget i dørens håndtag. Vi faldt i snak, og jeg spurgte ham om hans job.
Han fortalte, at han er glad for det. Han sagde også, at entreprenøren, vi har kontrakt med, er en god arbejdsgiver, der virkeligt sørger for, at alt er i orden på arbejdspladsen. Han talte om, at der altid er personhejs, og alle sikkerhedsforanstaltninger er i top. Rart at vide, at vi har fundet en god entreprenør.