Min kone, som er på vej til at blive min ekskone, har nok gået med en fornemmelse af, at der ville blive en god portion penge til hende ved en skilsmisse, fordi hun havde glemt den ægtepagt, vi indgik for 37 år siden, da vi giftede os. Men det har jeg nu gjort hende opmærksom på.
Dengang var jeg lige netop i færd med at etablere egen virksomhed, og den er faktisk gået ganske godt og er vokset pænt, så jeg i dag har 42 ansatte i tømrerforretningen. Virksomheden har ganske rigtigt også en pæn egenkapital, og min kone og jeg har i årenes løb glædet os meget over, hvordan egenkapitalen voksede år for år. Det er nok de samtaler, der har fået hende til at glemme vores ægtepagt, som slår fast, at virksomheden er min og kun min. Hun kan ikke gøre nogen form for krav gældende i forbindelse med hverken dens indre værdi eller dens egenkapital.
Og da det nu er hende, der vil skilles med den begrundelse, at vi er gledet fra hinanden, har jeg faktisk ikke tænkt mig at være specielt generøs. Men vi har da også en del privat, så hun går ikke tomhændet ud af vores ægteskab.
Hun har på forhånd meldt ud, at hun meget gerne vil overtage vores dejlige sommerhus i nærheden af Ebeltoft, mens jeg helt naturligt helst vil blive boende i vores hus, som ligger i umiddelbar tilknytning til tømrervirksomheden. Den fordeling af vores faste ejendom er vi da heldigvis enige om, og vi er også enige om, at værdien af de to huse nok kan opveje hinanden, så der ikke behøver komme penge på bordet i den anledning.
Nu har vi henvendt os til en boligadvokat i Århus for at få ordnet det juridiske omkring de to ejendomme. Det er sådan, at kun mit navn står på skødet på begge ejendomme, men advokaten reagerede med, at så var det jo meget nemt, for så er der reelt tale om et ganske almindeligt ejerskifte hvad angår sommerhuset.
Jeg kunne godt lide den advokat, vi talte med om de to ejendomme. Han havde en dejligt ligefrem måde at tage tingene på, så jeg oparbejdede en vis tillid til ham. Derfor spurgte jeg ham – efter at min kone havde forladt hans kontor – om han ville repræsentere mig, hvis det gik hen og blev aktuelt med et egentligt slagsmål i forbindelse med bodelingen.
Han spurgte ind til, hvor omfattende vores bo var, og da han var blevet orienteret om det, gik han med til at hjælpe mig, selv om bodeling ved skilsmisse ikke ligefrem er hans speciale. Jeg vidste, at min kone allerede havde hyret en advokat til at repræsentere sig i en eventuel retssag om bodelingen. Hun var ikke til sinds at forlade mig uden at få mest muligt med, kunne jeg tydeligt mærke. Det skyldes jo nok den ægtepagt, som hun i nogen grad føler sig snydt af.
Min indstilling er dog, at jeg helst vil have et forlig, så jeg vil nok være lidt fleksibel i bodelingen. Og heldigvis har jeg en god ven, der hedder Max Mardorf, som er ejendomsmægler. Han har lovet at hjælpe alt, hvad han kan.