Menu Luk

Eksamen og studenterfest

Man skal godt nok tidligt op i det job, fortalte vores datter Sanne, men det er helt i orden med mig, for arbejdstiden passer godt med mine studier, og det passer mig fint at tjene lidt til at supplere SU’en.

Sanne har fået tjansen med at udsmykke en række veteranlastbiler (tidligere tyske militærbiler), som bruges til forskellige former for festkørsel, og når de skal ud at køre med gæster på lastbilernes lad, skal bilen selvfølgelig være festligt udsmykket med grønne grene, blomster og flag.

Det er en stor blomsterforretning her i byen, der har entreprisen med udsmykningen af lastbilerne, så Sanne er ansat hos blomsterforretningen, hvor hun også fra tid til anden fungerer som afløser i selve butikken.

Hendes arbejde med udsmykning af lastbilerne er ret naturligt med meget skiftende arbejdstider, men i gennemsnit arbejder hun cirka 12 timer om ugen, og det er meget passende i forhold til, at hun jo også skal passe sine studier på universitetet.

Hun fik jobbet tidligt i foråret, og da blev hun advaret om, at der ville komme en særligt travl periode i juni måned, fordi flåden af veteranlastbiler bruges meget til studenterkørsel, og den slags foregår jo normalt i juni måned.

Og det kom bestemt også til at holde stik. Der var et par meget koncentrerede uger, hvor hun hver dag måtte i gang inden klokken fem om morgenen for at nå at udsmykke lastbilerne, inden de skulle ud på deres kørsel med studenter, og enkelte dage var der så mange lastbiler at udsmykke, at hun rent faktisk ikke havde mulighed for at nå det hele fra solopgang og til klokken otte, hvor bilerne skulle være klar til at køre.

Men så er det jo godt, at hun har sin mor, for jeg hjælper hende gerne med at tjene de penge, og jeg har faktisk heller ikke noget imod at stå op så tidligt, når det kun gælder et begrænset antal dage.

Selv synes jeg faktisk, det er lidt sjovt at udsmykke sådan nogle lastbiler, og Sanne og jeg har fundet frem til en god rytme, så vi får udnyttet tiden bedst muligt. Heldigvis er lastbilerne opbygge med høje rælinger på ladet, hvor der er monteret nogle bøjler, som vi kan sætte bøgegrene og blomster fast i.

Men arbejdet omfatter faktisk også en halv til en hel times forberedelse aftenen før, hvor vi samler de bøgegrene og blomster, der skal bruges næste morgen. De står i vand natten over, så de er så friske som muligt til næste dags eksamenskørsel med de nybagte studenter.

Når der er brug for lastbilerne flere dage i træk, som tilfældet er i de uger, hvor de skal ud at køre med studenter, så kan mange af blomsterne og stort set alle bøgegrenene godt bruges flere dage, men det kræver selvfølgelig, at de bliver afmonteret fra lastbilerne og sat i vand natten over.

Men det meste af året handler det om andre former for festkørsel i forbindelse med byfester og den slags, og så skal der friske grene og blomster på hver gang.