For knapt en måned siden var der store forventninger her i huset. Vi havde jo alle sammen regnet med, at vi ville begynde at kunne komme tilbage til normale tilstande igen. Men skuffelsen var især stor, da vi fandt ud af, at efterskolerne ikke ville åbne igen allerede den 1. marts, sådan som vi troede. Vi havde jo hørt mange rygter om, at det ville ske. Og vores datter, som går på en teater efterskole ( https://naae.dk/linjefag/teater-og-drama/ ) havde virkeligt glædet sig til at komme tilbage til skolen igen. Hun var knust, da hun forstod, at det ikke ville ske. Det skar i mit hjerte at se hende, så ked af det. Hun savner sine nye venner. Hun savner aktiviteterne og sammenholdet. Hun føler – måske for første gang i flere år – at hun er med på et godt team, når hun er på skolen. Så ja, det var en trist udgang af februar.
Der trøstes
Min mand og jeg brugte meget tid på at trøste hende. Men hvad siger man til en ulykkelig pige, som gennemskuer med det samme, at man ikke har en dyt ide om, hvad man taler om. Vi kunne bare appellere til hendes tålmodighed. Vi kunne jo ikke sige til hende, at skolen nok ville åbne snart igen. Det er ligesom et meget vattet og henholdende svar at give et ungt menneske, som vil videre i sit liv. Så glæden var virkelig stor, da vi hørte i sidste uge, at efterskolerne må åbne igen efter d. 14. marts. Hun blev så glad, så glad. Hun hoppede og sprang af glæde. Brugte flere timer på Skype for at tale med sine klassekammerater om, at de snart skal ses igen. Sådan fysisk. Live. De skal i gang igen.
Hendes glæde smittede naturligvis også af på os. Vi er glade på hendes vegne. Og vi håber virkeligt på, at de sidste måneder, hun får på teater efterskolen, vil give hende alt det, hun har savnet i ret lang tid efterhånden. Vi er også glade for, at efterskolen åbner igen af andre grunde. Vi har set, hvor godt det har været for hende at komme på den. Da hun startede, var hun en forknyt, lille pige, der slet ikke havde noget, der lignede skyggen af selvtillid. Den – selvtilliden – har hun fået. Det er rart at se. Hun var meget usikker på alt. Turde ikke sige sin mening. Kunne dårligt finde ud af at vælge sit eget tøj. Det er lidt usædvanligt for en pige i hendes alder.
Selvtillid
Men i den tid, hvor hun har været herhjemme, har vi da opdaget, at hun har sine selvtillid med sig. Faktisk kan hun godt være lidt for selvsikker i ny og næ. Det gør ikke noget. Jeg er sikker på, at hun får slebet nogle af sine skarpe meninger, og finder en balance. Og den selvtillid, tror vi, er kommet frem, fordi hun føler sig ligeværdig med de andre elever på efterskolen. Og det er vist det vigtigste for et ungt menneske. At mærke, at hendes meninger også tæller.
10. klasse
Resten af denne uge bliver temmelig svær at komme igennem. Mest fordi vores dreng, som går på efterskole 10 klasse, er helt ustyrlig af glæde over at skulle tilbage til skolen. Han er i forvejen et meget aktivt menneske og har bestemt ikke nogen problemer med at finde venner. Men han havde en tendens til at finde de forkerte venner. På et tidspunkt, inden vi sendte ham på efterskole, var han havnet i noget småkriminalitet. Du ved sådan noget med at stjæle småting i butikker. Men da vi opdagede det – og at hans venner kom fra klassen, han gik i – tog vi ham ud af skolen. Det skete faktisk, efter at vi havde været til møde i ungdomskriminalitetsnævnet. Han havde været involveret i noget hærværk. Det møde var lige dråben, der fik bægeret til at flyde over, og vi besluttede bare hen over hovedet på ham, at han skal væk fra sine klassekammerater. Derfor sendte vi ham på efterskole. Meget imod hans vilje.
Skænderier
Jeg siger dig, vi havde uendelige mange skænderier om det. På et tidspunkt blev jeg faktisk bange for ham. Han er jo ikke en lille dreng. Tværtimod, han er en stor mand. Og han er stærk. Jeg fik lige pludselig den tanke, at han, måske i sin vrede, imod mig ville angribe mig. Sådan fysisk. Så efter lange samtaler med min mand blev vi enige om, at han skal væk. Bare i et stykke tid. Væk fra kammeraterne og finde nogle nye. Måske også lige finde tid til at tænke sig om. Han ved jo godt, at han ikke er dum. Han ved også godt, at på et tidspunkt, så skal han videre i uddannelsessystemet. En tænkepause væk, fra kammeraterne ville ikke være dårligt, tænkte vi. Måske var han blevet involveret i de der småkriminelle handlinger, fordi han ikke er moden nok til at tænke over, hvad han virkeligt gerne vil fremover i sit liv. Det er jo ikke et krav, at han laver en endelig beslutning. Dørene lukker sig jo ikke. Der vil altid være mulighed for videreuddannelse eller omskoling. Men på et tidspunkt snart skal han jo vælge retning.
Logikken
Det var vores logik for at sende ham på efterskole. Vi tænkte simpelthen, at han skal væk fra vores pres om at vælge fremtid. Vi tænkte, at han skal have lov til at prøve at leve lidt mere selvstændigt. Du ved, lære at tage ansvar. Det har vist sig, at vores beslutning på hans vegne var rigtig. Selvom han var meget imod at komme på efterskolen, så viste det sig hurtigt, at han blev rigtigt glad for at være der. Ikke kun fordi han hurtigt fandt gode kammerater. Også fordi han fik tildelt nogle ansvar. Han havde svært ved det i begyndelsen. I dag er han fuldt ud klar over, at hvis han ikke tager ansvar, så kommer han ikke videre. Det er en meget positiv udvikling. Og det bedste er, at han glæder sig til at komme tilbage til skolen igen. Han har allerede ideer til, i hvilken retning, han gerne vil, når året på efterskolen er gået.