Mænd er ufatteligt kedelige, når det gælder deres egen påklædning, og min mand er ret beset ikke anderledes på det punkt end de fleste andre. Der er noget næsten universelt uinteresseret ved, hvordan mange mænd nærmer sig deres garderobe. De køber kun, når det er absolut nødvendigt, og selv da uden særlig begejstring. Derfor indgik vi allerede for nogle år siden den aftale, at jeg skal med, hver gang han skal købe noget nyt, og det skal være mig, der vælger hans tøj.
Men han er nu ikke meget for at købe nyt tøj. “Jeg har da rigeligt,” siger han normalt, hvis jeg bemærker, at han godt kunne trænge til for eksempel et par nye skjorter. Det er en klassisk mandig modstand mod at skulle skifte ud med det, der allerede findes i skabet, uanset hvor slidt eller ufarveligt det måske er blevet. Og så er det, at jeg er nødt til at minde ham om vores aftale om, at det er mig, der bestemmer over hans indkøb af tøj. Det virker, men kun hvis jeg sætter den i søen.
Så det var noget af en triumf for mig, at jeg i lørdags havde fået overbevist ham om, at nu skulle vi altså bruge hele formiddagen på at kigge på herretøj af forskellig slags. Han trængte alvorligt til et par nye fritidsbukser, og vi stilede målrettet efter den tøjbutik, som jeg kender for at have et godt og ganske moderne udvalg.
Han gik straks over mod stativerne med ganske almindelige, blå jeans, som han traditionelt forbinder med begrebet fritidsbukser. Men jeg havde andre planer, for netop de blå jeans klæder ham ikke alt for godt. Farvevalget er vigtigere, end han selv indser—en sandfarvet eller svagt grønlig tone ville klæde ham langt bedre og give ham et mere afslappet, moderne udseende.
Jeg fik øje på nogle smarte bukser med ekstra lommer nede på lårene, og jeg tænkte straks, at han nok ville være til at lokke med, for han mangler næsten altid lommer til sine forskellige ting—mobiltelefonen først og fremmest, når vejret er så godt, at han ikke har en jakke på. Praktisk funktionalitet er noget, han faktisk sætter pris på, selv om han selv aldrig ville søge efter det.
Det fik jeg også ret i. Han kunne straks se det smarte i de ekstra lommer, og helt fint blev det da også, da vi opdagede, at der indvendigt i lommen på det højre bukseben var syet en ekstra lomme, der passede perfekt til en mobiltelefon. Det var netop denne kombination af stil og funktion, som gjorde forskel.
Så det blev en let sag at overbevise ham, og de smarte bukser kunne fås i forskellige farver. Jeg udsøgte mig et par sandfarvede, som jeg med det samme kunne se ville klæde ham godt. Han gik i prøverummet med et par, som ekspedienten mente ville passe ham, og det gjorde de også. Min mand kiggede grundigt i forretningens spejl, og han gav mig lidt efter ret i, at de da vist klædte ham ganske godt, hvad de bestemt også gjorde.
Vi købte bukserne, og da vi forlod forretningen sagde jeg med fasthed i stemmen, at nu skulle han have et par sko til fritidsbrug, som kan matche stilen i de nye bukser. Han nøjedes med at sukke opgivende, og vi gik i en skotøjsforretning for at finde et passende par sko. Jeg har længe syntes, at et par smarte lærredssko fra Converse er helt perfekte til et afslappet look. Forretningen havde den model, jeg var på udkig efter, og heldigvis syntes min mand, de var behagelige at have på, så han protesterede slet ikke.
Det hele illustrerer noget væsentligt: mændene er ofte klogere, når de skal støttes i de rigtige retninger. En god indkøbstur handler ikke bare om at købe noget nyt—det handler om at forstå, hvad der fungerer sammen, hvilke farver der klæder, og at prioritere både komfort og stil. Min strategi virker fordi jeg tager både hans behov og hans ønsker alvorligt.