Labels på alt

Det er fint nok, at folk er ordensmennesker og holder deres hjem ryddeligt og pænt, men alt kan vel også overdrives, bemærkede min mand, da vi kørte hjem efter et besøg hos hans kusine og hendes mand. Det er hans kusine, Anni, der er ordensmenneske i en næsten uhyggelig grad, så man mere føler, at man besøger et udstillingslokale end et privat hjem, når man er hos dem.

Og jeg må give min mand ret, for Anni er pedantisk helt ud i det ekstreme. Hun har en mani med, at alting skal mærkes, så man ikke er i tvivl om, hvad der er i den pågældende beholder. Derfor sætter hun labels på alt muligt, så man uden problemer kan finde ud af, hvad der er indeni. Men jeg må indrømme, at jeg havde svært ved at lade være med at grine, da jeg opdagede, at også den peberkværn, der står sirligt på en bakke sammen med stegeolie, salt og andet på hendes køkkenbord. Også peberkværnen var forsynet med en label, hvorpå hun havde skrevet hel, sort peber. Hun er et rigtigt ordensmenneske.

Anni er desuden meget sparsommelig, hvilket vistnok bekommer hendes mand ganske godt, selv om han ikke selv er så hidsig med den slags. For eksempel gemmer Anni på alle former for emballage, som hun har købt eller fået tilsendt ting i. For man ved jo aldrig, hvornår man får brug for en papkasse i lige netop den størrelse, siger hun.

Hun har et helt skab fuldt af emballage, så hun altid kan finde noget egnet, hvis hun selv skal sende noget til andre. For nogen tid siden viste hun mig stolt skabet, og jeg blev noget overrasket over, at hun også gemmer på en stor pose af de her små flamingo kugler, som man lægger ned omkring en vare i en papkasse for at beskytte den under transporten.

Men endnu mere underligt syntes jeg, det var, at hun også gemmer på de kuverter, som hun modtager med posten, og det lod jeg en bemærkning falde om. Ok jo, dem kan man da sagtens genbruge, hvis man bare har åbnet dem forsigtigt, forklarede Anni. Det gælder selvfølgelig ikke kuverter med påtrykt firmanavn, for dem vil jeg ikke være bekendt at sende min post i, sagde hun. Men neutrale kuverter, hvor den påskrevne adresse ikke fylder alt for meget, kan man jo genbruge ved selv at klæbe en label med en ny adresse ovenpå. Det sparer man mange penge ved, forklarede hun.

Anni er i bund og grund et sødt menneske, men jeg skal ærligt tilstå, at jeg ikke selv kunne leve sammen med en så nærig og pedantisk person. Sådan er min mand heldigvis ikke, selv om han er i familie med Anni, men han har selvfølgelig heller ikke det store behov for at genbruge emballage, idet han selv arbejder i den branche.

Han er bogtrykker og har blandt andet en del opgaver med at udføre forskellige billige konvolutter til kunderne, herunder også at trykke firmanavne på kuverter. Derfor har de et stort lager af neutrale kuverter på trykkeriet, som vi også trækker på privat.