Min mand er en meget travl mand. Han har altid alt for meget at lave. Det betyder, at jeg sommetider bliver nødt til at hjælpe ham i en snæver vending. Forleden, da vi havde fået aftensmad, og sad, og så en film på Netflix udbrød han lige pludseligt: ”Kan du ikke lige søge på ”Mødelokaler København”? Når han siger sådan noget, ved jeg, at han er under stress. Han taler til mig i telegramstil. Det hedder altså ”Mødelokaler i København.”
Google har svaret
Jeg hev min IPad frem og søgte efter mødelokalerne. Mens jeg ventede på, at internettet svarede, spurgte jeg ham om, hvad det er for et møde, han har. Han fortalte mig, at det er et kort møde på 4 timer, men med samarbejdspartnere fra 4 forskellige lande. Nåda. Så må jeg vist finde et lokale, hvor I kan få plads til simultantolkning. Er det de der mennesker fra Kroatien og Serbien, der kommer? Han fortæller mig, at det er det, men der kommer også en italiener. De har gang i et eller andet samarbejde over grænsen og vil gerne høre om, hvordan vi her i København har udviklet samarbejdet med svenskerne og Malmø. Og det er mig, der har fået den opgave at stå for det møde.
Hvad skal der være?
Jeg spørger ind til, hvad han har tænkt sig at fortælle dem, og hvordan. Vil han tale på engelsk eller dansk? Skal han bruge AV udstyr, eller er det ok kun med wi-fi. Det har han ærlig talt ikke helt besluttet endnu. Det er sådan en ekstra opgave, han har fået, men han tænker, at det vil være ok, hvis der kun er wi-fi. ”Har du brug for en piccoline, som kan være til stede og servere kaffe eller dele materiale ud?” Jeg spørger ham, fordi jeg har fundet et mødelokale, hvor der er mange valgmuligheder for tilkøb af ekstra ydelser. Fx en sekretær, der kan tage noter til referatet efter mødet. Man kan også få hele mødet optaget på video, så alle kan se det via YouTube.
Også til konferencer
Jeg spørger ham om, hvornår mødet skal holdes. Jeg har nemlig fundet et konferencelokale i København, som ser ud til at være ideelle til formålet. Det er et uformelt informationsmøde. Deltagerne skal forstå at samarbejde på tværs af landegrænser ikke bare sker. Der skal arbejdes hårdt for at få det op at stå. Man skal bruge flere forskellige kilder til at finansiere samarbejdet. Min mand er specialist i at finde finansiering til den slags arbejde. Han kender alt til EU programmerne, der eksisterer. Men også Nordisk Råd og udenrigsministeriet har fonde, man kan bruge. De kan nok ikke finansiere samarbejde på tværs af grænserne i Adriaterhavet, men han kan give dem idéer til, hvor de kan lede efter finansiering til projekterne. Måske havnebyerne har interesse i at deltage i deres projekter, og er villige til at sætte et beløb på deres budget til det? Vi sludrer om mødet. Jeg viser ham lokalerne, jeg har fundet, og han er roligere nu. Han taler ikke længere i telegramstil og beder mig om at booke mødelokalerne i København, som jeg har fundet.