Menu Luk

En ordentlig skoletaske

Det var et hyggeligt møde, jeg havde indkaldt til i aftes for forældrene til de børn, der efter sommerferien skal begynde i vores skole. De seneste år har vi på et tidspunkt i løbet af foråret holdt sådan et møde, for det har vist sig, at nogle forældre har en del spørgsmål, de gerne vil have svar på, inden de sender deres små poder i skole for første gang. Det er helt naturligt de forældre, der ikke har ældre børn, som allerede er begyndt i skole, der er mest usikre på, hvad de skal have klar til deres barns første skoledag. Det er der nok ikke så meget at sige til, selv om disse forældre i sagens natur burde være unge nok til at kunne huske, hvordan det var, da de selv gik i skole.

Men forældrene er glade for disse møder, hvor de kan få svar på de spørgsmål, de måtte sidde med. En gang imellem kan man blive overrasket over et spørgsmål, som jeg for eksempel blev det i aftes, da en ung far spurgte, hvilken type skoletaske, jeg kunne anbefale til hans lille datter. For mig som lærer er det jo helt oplagt, at det er bedst med en taske, som barnet kan gå med på ryggen, for skal man bære sådan en skoletaske i den ene hånd, giver det selvfølgelig en skæv belastning af ryggen.

Jeg anbefaler i øvrigt altid, at man ikke skal købe en for billig skoletaske til børnene. Det er jo sådan, at børn i den alder ikke ligefrem er de bedste til at passe på deres ting, så taskerne bliver ofte slæbt hen over gulvet. Hvis tasken så er lavet af et ikke særligt solidt materiale, så bliver den hurtigt slidt op, så det kan altså være en dyr løsning at købe en taske, der er meget billig.

En af de ting, jeg ofte bliver spurgt om, er den mad, børnene skal have med i skole. Mange forældre vil helst ikke ”træde ved siden af” og for eksempel lægge et stykke chokolade eller anden form for slik i deres barns madkasse med det resultat, at klassekammeraterne bliver misundelige. Af samme grund anbefaler jeg også, at man undgår at give sit barn slik med i skole, hvorimod et stykke frugt selvfølgelig er mere end velkomment.

Et af de helt sikre spørgsmål til den slags forberedende møder er, hvad børnene skal have med af skriveredskaber. Derfor gennemgår jeg altid, hvad der helst skal være med i børnenes penalhuse, nemlig velspidsede blyanter – gerne også en skrueblyant – et viskelæder og eventuelt en blyantspidser.

Derimod skal forældrene jo ikke tænke på papir af nogen art. Skolen forsyner eleverne med kladdehefter, og de bøger, der skal bruges, bliver selvfølgelig også leveret af skolen.

Faktisk får jeg også af og til spørgsmål om elevernes påklædning, men det vil jeg naturligvis ikke fastsætte regler for. De skal bare helst have noget tøj på, som de føler sig godt tilpasse i, og som kan tåle almindelig leg i skolegården. Men jeg vil bestemt ikke diktere nogen mode.