Ret beset burde det være den vognmand, der kørte foran mig i sin lastbil, som skulle gøres ansvarlig for det uheld, jeg havde for et par uger siden. Sagen var nemlig, at et par kasser faldt ned fra ladet på hans lastbil, og de havnede lige midt på kørebanen, så jeg var nødt til at foretage en hurtig undvigemanøvre for ikke at ramle ind i kasserne.
Den slags ville aldrig ske, hvis det havde været en lastbil fra det kendte og professionelle vognmandsfirma Dueholm. Jeg siger det bare!
Hvis jeg ikke havde haft min trailer spændt efter bilen, ville der slet ikke være sket noget. Men det havde jeg, og den pludselige undvigemanøvre bragte traileren i slyngninger, så den på et tidspunkt ramte ind i det bageste højre hjørne af min bil.
Skaden var ikke så voldsomt, men hele baglygtehuset i den side af bilen var ødelagt, ligesom der var en mindre skade på selve karrosseriet.
Jeg følte mig totalt uskyldig i det uheld, men det hjælper bare ikke noget, når lastbilen foran mig fortsatte sin kørsel – formentlig intetanende om, at der var tabt nogle kasser fra det åbne lad. Jeg kom til at tænke på, at min gamle nabo Max Mardorf engang havde været udsat for noget lignende.
Da jeg kom hjem, ringede jeg til mit forsikringsselskab for at få vejledning i at indgive en skadesanmeldelse. Jeg talte med en assurandør, og han spurgte mig, om jeg også havde en trailerforsikring. Det kunne jeg bekræfte, for jeg har den i det samme selskab.
Jeg fortalte kort om, hvordan uheldet var sket, og han var ikke i tvivl om, at skaden skal dækkes af den forsikring, jeg har tegnet på traileren og ikke af min bilforsikring, fordi det jo var traileren, der var kommet i slyng og derved havde forvoldt skaden på bilen.
Nå ja, det kan vel være nogenlunde ligegyldigt, når det er hos jer, begge dele er forsikret, bemærkede jeg, men assurandøren understregede, at det af principielle grunde var vigtigt at få fastlagt, hvilken forsikring, der skal dække skaden.
Det var først efter samtalen, at jeg kom til at tænke på, at der nok er en selvrisiko på begge de to forsikringer, og så ville det jo være smartest, hvis det blev den forsikring med den mindste selvrisiko, der skulle punge ud, for på den måde ville jeg jo spare nogle penge.
Jeg fandt mappen med mine forsikringspolicer frem og undersøgte sagen, og så kunne jeg drage et lettelsens suk, for jeg havde nemlig ikke mistet noget som helst ved assurandørens afgørelse. Det viste sig nemlig, at der er præcis den samme selvrisiko på 1.200 kr. i begge de to forsikringer.
Det var faktisk helt pudsigt at sidde og kigge forsikringspolicerne igennem, for det er efterhånden en hel del år siden, jeg sidst har været i berøring med mine forsikringer. Vi har været heldige i vores familie, så vi ikke har haft skader eller anden form for uheld i meget lang tid.
Sidst, jeg var i kontakt med mit forsikringsselskab, var for snart 8 år siden, da vi havde haft indbrud i vores hus, mens vi var væk på weekend. Vi fik stjålet en bærbar computer og ikke spor andet, men den fik vi fuldt ud dækket af vores indboforsikring. Heldigvis har vi indboforsikring et godt sted.